Den sande og usminkede beretning om klubbens sommerudflugt, der startede i sol og gemytlighed, men endte i benhård overlevelse, da vejr og vind angreb vores kajakroere, der skulle ud på 55 km Dalslands kanotmaraton med fire overbæringer.
Jeg har lært en vigtigt ting på Novas sommertur til Laxsjön to timer nord for Gøteborg. Jeg har lært, at en elastiksnor spændt omkring en kajak, der fikseret på en trailer, skal have en ganske særlig stramhed. Den skal sige booing, booing – lidt ligesom i Mabels grandprix sang. Ikke et alt for spændt boiiiing, og ikke et alt for slapt og slatten booooooing. Men altså booing booing. Det siger formanden selv.
For med den rette spænding er kajakkerne klar til at blive fragtet rundt efter en bil i det uendeligt smukke Dalsland, hvor vi fik prøvet at sidde i sluserne i det over 150 år gamle system. Vi har roet ud til Vänern, der nærmest lignede et hav, og vi fik roet en masse idylliske kilometer ad snoede vandløb og på blikstille søer.
Så har jeg også lært kunsten at sidde på klippe. Det gør man meget i Nova.
Man kan sidde på den bare klippe, hvis man er på tur og den er blevet tilpas forvarmet af solen. Eller man kan medbringe sin egen campingstol på den klippe, som campingpladsen har været så venlig at anbringe lige ud for vores eksklusive plads ned til vandet, hvor vi bor med eget køkkentelt. Det havde alle 10 gjort på vores sommertur. Sammenklappelige festivalstole. Og vi sad godt og vi sad længe, mens solen gik ned med en øl eller et glas vin, nedkølet i eget gaskøleskab og praktisk anbragt i hullet i armlænet.
Jeg har også lært at ro i 2-er kajak.
Det blev nødvendigt, da mit tempo var så langsomt, at selv de flegmatiske klippesidderne fra Nova mistede tålmodigheden. Det var en kæmpe oplevelse, fordi jeg for første gang i mit liv oplevede at have flow i kajakken og bølger omkring stævnen. Og det var dejligt at mærke, at man i klubben også kan finde ud af at gøre plads til flokkens svageste dyr – også selv om ingen var specielt imponerede over min evne til at holde en stabil kurs. Ærlig talt, det sejlede, selv om jeg godt ved, at det gør man bestemt ikke i en kajak. Man ror.
Jeg lærte også, at man altid skal have sin grisenøgle på sig. For så kan man få fat i bilnøglerne i en boks på traileren. Og så har jeg lært at bruge Karl Otto opladerkuffert, hvor der er plads til vores mobiltelefoner, som står sikkert låst inde oppe i campingkøkkenet. Dog tror jeg nu, nogen skal kigge på ventilatoren, der efterhånden lyder som en forkølet astmatiker med KOL.
Ligeledes vil jeg også anbefale, at nogen kigger lidt på det med vejret inden næste års sommertur. Det var godt nok dyremishandling, da vi efter en uge i skønt vejr, kunne sende syv mennesker fra lejren ud i silende vejr til Dalslands Kanotmaraton, 55 km plus overbæringer. Men vejret bar ikke over med nogen.
De første 3-4 timer var i regn og med medvind og svære medbølger, og så var der ellers modvind og kødædende bølger hele vejen hjem fra vendepunktet Gustavsfors. Og derfor er det endnu sejere, at Torben Frohn og Dorte Marnø kom i mål på 5.30 og vandt deres klasse. Lene Thygesen, der stillede op for Søborg, fordi hun er ude i et blandingsmisbrug med flere klubber, fik guld hos kvinderne i 6.29. Mens vores formand Lars Amtoft kom i mål på 6.52. Noget senere, men stadig med æren i behold, kom kajakkonerne Susanne Stenholm Bennett og Kirsten Skylv i 8.12.
Nina Budde Hansen, som havde kæmpet med en skadet arm hele ugen op til løbet, måtte desværre stoppe i Gustavsfors efter 35 kilometer.
Heldigvis stod vores to trofaste supportere Kisser (Kirsten Bagger) og Marianne Jordt klar med åbne arme og en varm bil, så de kunne fragte Nina til mål, varmt bad og tørt tøj. Kisser og Marianne var også parate med dejlig varm aftensmad som blev spist helt op af de sultne og glade roere rundt om bålet.
Søndag blev en anden slags kamp mod vejret. Lejren blev pakket ned i regnvejret, der bare ikke ville stoppe, og vi kørte hjem til Nova og hængte alt til tørre.
Tak for en dejlig tur, Nova. Vi ses til næste år på en klippe nær dig.
© 2011-2024
