Øresundsløbet 2004

Nova vandt årets Øresundspokal

Søndag formiddag den 15. august vandt Nova Øresundspokalen, med en margin på kun et point til værtsklubben Klampenborg Kajak- og Kanoklub (KKKK). Og det er efter adskillige års fravær fra Nova.

Klokken 10:15 søndag formiddag drog vi fra klubben mod Bellevue. Vi var syv i alt – fem kvinder og to mænd. En kønsfordeling som rent taktisk er et godt udspil i forhold til konkurrencen om Øresundspokalen, fordi det er et holdløb, hvor klubberne konkurrer mod hinanden. Løbet er en fem kilometer rute, som skal ros i turbåd. Vinderen af Øresundspokalen er den klub, som formår at samle flest point. Der gives fem point til den hurtigste mand og fem point til en hurtigste kvinde. Herefter fire point til nummer to, tre point til nummer tre etc. Desuden får de resterende, som gennemfører løbet, et point.

Med en andenplads i herrerækken og en anden og tredje plads i damerækken – og så yderligere fire ”skrabsammen” point – fik vi i alt 13 point, mod 12 point til KKKK og dermed fik Nova point nok til at vinde årets Øresunds vandrepokal.
Læs resultatlisten på KKKK's hjemmeside.

Den anden afdeling af formiddagens konkurrence var Whisky løbet, som kort fortalt går ud på at fiske en whiskyflaske op af Øresunds vand, ved at afsøge et ”afmærket” område siddende i kajakken og herefter dykke efter flasken – altså for den som er heldig at få øje på den. Vinderen af Whiskyløbet var den samme som var hurtigst på fem kilometer ruten. Og han fik god mulighed for at vise, at han er en glimrende svømmer. Der var nogen protester over at han svømmede mere end han roede. Men reglerne i Whiskyløbet er vist nærmest ikke eksisterende, så dem der protesterede fik ikke noget ud af det.

Efter det hårde arbejde på Øresund kom vi til den tredje og vigtigste af dagens ”konkurrencer”, et veldækket sildebord i KKKK’s klubhus. Alle kan vist skrive under på, at en sild og en øl/snaps, er en perfekt måde at afslutte et søndagsarrangement på Øresund. Lad os se om vi kan gentage succesen igen til næste år.

Til sidst er der kun at sige tak til KKKK for et anderledes, sjov og hyggeligt arrangement.

skrevet af Steen Thøgersen