2018 Kursus i roteknik

Kurser i roteknik

af Birgit Straarup

 

Novas formand, Lars Amtoft, har i juli 2018 stået for to kurser om roteknik for klubbens medlemmer.

Udgangspunktet var en video, som hver af deltagerne havde fået optaget af sig selv, mens de roede fra stensætningen syd for Nova, forbi Nova og ind i indsejlingen til Hellerup Havn.

Det er meget lærerigt at se sig selv ro - og det gav Lars et godt udgangspunkt for at give hver enkelt deltager råde råd om en forbedret roteknik. Og man lærer jo også en masse af at se på andres fortræffeligheder og fejl.

 

Her følger et par citater om kurset fra nogle af deltagerne til Lars.

Michael Esper Andersen: “Tak for teknikkurset, hvor du efter min mening fornemt kombinerede motivering og indlæring på mange niveauer i en hyggelig atmosfære. At kurset så har medført, at jeg nu, ifølge fremgravede løbsresultater, ror hurtigere end dig, er nok en streg i regningen. Men det er altså situationen nu.”

Cecilia Eliasson: “Tak Lars - super kursus.”

Per Munch: “TAK! Det var virkelig noget, der rykkede. Og jeg er sikker på, at den næste video bliver langt mere roterende 😊.”

 

I september - to måneder efter kurset - mødtes vi igen for at se nye videoer. Og der var virkelig sket noget (godt) i mellemtiden, mente Lars: Armene er kommet højere op, der bliver roteret mere, selv om det stadig kan blive endnu mere, og ben, mave- og rygmuskler er også kommet mere på arbejde, så det ikke er armene alene, der får kajakken fremad.

 

Her følger et par citater fra deltagerne i evalueringen fra Roteknik 1:

“Jeg har lagt mærke til, at jeg har brugt rygmusklerne mere.”

“Rotation i kombination med at skubbe fra med fødderne giver mere fart.” 

“Jeg har fået mere styr på pagajen - jeg holder ikke så hårdt fat i den længere.”

 

Vi fokuserede på kurset på at blive bedre til to ting, som gik igen blandt de fleste deltagere:

Rotation og mikropauser

Rotation: Ved at rotere med overkroppen i rotaget bruger man kraften fra sine kernemuskler i ryg og mave til at komme fremad. Armenes primære opgave er at stabilisere rotaget - det er alt for hårdt kun at ro med kræfterne i armene. Skub samtidig fra med fødderne på fodsparket og stræk benene ud på skift - lidt som hvis du kørte på cykel.

Øvelse 1: Forsøg at ro med helt strakte arme som en Playmobilmand eller -kvinde. Man kan ikke gøre det i ret lang tid, og det føles temmeligt tåbeligt, men det tvinger én til skabe fremdrift kun med rotation.

Øvelse 2: Ved hvert tredje eller femte rotag skal pagajen lige ned og kysse vandet på den modsatte side af kajakken langt fremme, før du sætter pagajen i på den rigtige side af kajakken. For at kunne sætte pagajen i på den modsatte side, er man nødt til at rotere ret meget.

Når man skal træne øget rotation, foreslår Lars, at man gør det på lavt vand - for eksempel langs Hellerup Strand: “Så er det ikke en overvindelse at rotere så meget, at man måske falder i vandet og skal bøvle med at komme op i kajakken igen. Og når man først har været i vandet, er det min erfaring, at man ror mere frit efterfølgende.” 

Mikropauser:

Øvelse: Ved at holde en mikropause ved hvert tredje eller femte rotag med henholdsvis højre og venstre arm strakt op og fremad og klar til at sætte pagajen i vandet husker man at fokusere på, at pagajen skal løftes højt op og langt frem.


Lars har lovet at gentage kurserne i roteknik i juni 2019.